I dag har været en sorgens dag. Knut, den lille isbjørn fra Tyskland, døde i lørdags, og hvorfor jeg først finder ud af det i dag, er mig en gåde. At få denne besked slynget i ansigtet klokken 06:30 en mandag morgen sætter bare en rigtig dårlig standard for resten af dagen.
Min kærlighed til Knut, kan faktisk spores ret præcist - her er historien:
Jeg inviterede Astrid med til Berlin i vinterferien 2009 - og research er jo nødvendigt når man skal rejse.
Vi sad og kiggede på diverse hjemmesider, og lige pludselig, midt i al læsning om nazi-tykland, øst- og vestblokke, muren og grafitti, er der et billede af den sødeste, blødeste og bedste bjørneunge. Vi var solgt. Fra starten.
Vi kommer til Berlin, køber straks en billet til zoo, og leder i frostvejr og med ømme fødder efter lille Knut. Af en eller anden grund får vi den idé ind i hovedet, at han ikke befinder sig i Berlin mere, og opgiver jagten - efterfølgene fandt vi ud af, at grunden til han ikke var genkendelig var, at han er blevet voksen, gul og knap så nuttet.
I juleferien i år, modtager jeg så et noget foruroligende avis-udklip fra Astrid:
Dette er jo ikke til at bære, tænk at den ene dame isbjørn truede Knut på livet, hvorefter hun skubbede ham i vandet... STOP MED AT MOB'!
Og så kom dagen i dag... Jeg trøste spiser... Og det kan anbefales.
Ruhe in Freiden Knut, som man ville sige det på tysk...
Frida (Hvil i) Fred
Ingen kommentarer:
Send en kommentar